VELKOMMEN TIL HORSEMOSEN
New Forest- og Shetlandsponyer, frilandsgrise og får

1967 - 2017

 

 

 

 

 

 

                                                   

SHROPSHIRE

 

Denne race har været renavlet i Danmark siden 1900. Det er den mindste af kødracerne. Rolige og trivelige dyr, der er let at hegne og som har et lavt foderbehov til vedligehold. Brunstsæsonen er lang og begynder tidligt, så man kan få lam allerede i november-december. Mælkeydelsen er høj i starten af laktationen og lammene kan fravænnes tidligt. Shropshire blev derfor i en årrække brugt til produktion af tidlige slagtelam.

Shropshire er et hvidt får med sort, undertiden brunligt  hoved og ben. Det er ret lavstammet og vægten er ca. 65-80 kg for udvoksede får. Fårene er velegnede til renholdelse af juletræs- og pyntegrøntkulturer.

Shropshireuld er meget finfibret og kort, da den består af underuld uden dækhår. Ulden er derfor meget velegnet til strikkegarn, som er meget elastisk. Det kan dog være vanskeligt at håndspinde ulden, da den som sagt er kort. Garnet er velegnet til maskinvask, da den ikke filtrer. Lammeulden er meget blød og lækker og derfor velegnet til undertøj og lanolinbukser, der selv efter gentagne vask holder sig pæn og elastisk.

Ulden er desuden velegnet til karteflor til bl.a. dyner, puder, overtøj og fyld til tøjdyr. Disse produkter kan også vaskes i vaskemaskine. Det hævdes at være gavnligt for en lang række lidelser som f.eks. bronchitis, muskelinfiltrationer og gigt, hvis man sover med under- og overdyne samt hovedpude med uld.

Shropshireskind er meget lækre liggeskind til såvel børn som ældre. De kan garves, så de er vaskbare, men ulden tager ikke let mod snavs, så de er lette at holde.